Genforeningsstenen på Esterhøj fyldte 100 år den 10. juli 2020

HØVE OG ESTERHØJ

Fredag den 10. juli 2020 blev der afholdt en festlig 100 års jubilæumsfest for indvielsen af Genforeningsstenen på Esterhøj, som blev indviet på præcis samme dato i 1920. I øvrigt var det også samme dag, at kong Christian d. X. på den hvide hest red over den gamle Kongeå-grænse.

Ved jubilæumsfesten på Esterhøj var der indbudt tre talere: Folketingsmedlem og vh. minister Bertel Haarder, borgmester Thomas Adelskov, samt sognepræst ved Asnæs Kirke, Karen Margrete Evald. Trods det overskyede vejr holdt det tørt, så den fremmødte flok på ca 150 peroner kunne nyde både kaffe og kage, de fine taler, så vel som de velsmagende lokale grillpølser, som Høve Bylaug serverede ved lejligheden.

Programmet for jubilæumsdagen:
11.30 Kaffebord og Sønderjysk sang
12.30 tale ved Bertel Haarder
12.50 Tale ved Thomas Adelskov, Borgmester Odsherred
13.00 Fællessang
13.15 tale ved Karen Margrete Evald, sognepræst Asnæs
13.30 Fællessang – salg af øl og vand
13.50 Michael Andersen, Høve fortæller om stenens transport.

Bertel Haarder, Karen Margrete Evald og oldermand Peter Arnfelt fra Høve Bylaug

Genforeningstale den 10. juli 2020
på Esterhøj, Asnæs Sogn.
Ved sognepræst Karen Margrete Evald
-------------------------------------------------------------------------
Tak til Høve Bylaug for invitationen til at tale ved denne store begivenhed, som står mit hjerte nær. Jeg tager hermed tråden op fra min forgænger for 100 år siden, pastor Bagger.
Der beskrives om begivenhederne den 10 juli 1920, hvor genforeningsstenen afsløredes: ”Pastor Bagger afslørede stenen og sluttede sin tale med ordene: Skal vi så alle bede: ”Gud bevare Danmark” – forsamlingen gentog disse ord. "--- og det virkede!" Sammen byggede man det Danmark op, som vi kender i dag. Den grænsedragning, der blev fastsat ved afstemningerne var ny – den var en nyskabelse – den havde aldrig tidligere ligget der som grænse mellem to stater. Vil man studere Danmarks, kongerigets, hertugdømmernes grænse mod syd gennem historien – har man til et helt livsværk. Nu blev der sat en streg på et kort, der ble sat bom mellem dansk og tysk. Et nyt Danmark blev defineret. 1 En ny grænse, en tilnærmelsesvis dansk-tysk-sproggrænse. 2 Styreformen får et stød ved påskekrisen, da Christian 10 i smerte over at Flensborg kommer
til at ligge på den tyske side af grænsen, afsætter regeringen. Den gik ikke! De demokratiske spillereglers grænse blev også fundet. Den kapitalistiske, socialdemokratiske begyndende velfærdsstat tog sine første skridt.
Den sten, der nu står her på Esterhøj, er sammen med de over 600 andre genforeningssten på den måde en fødselsattest, for det Danmark vi kender. Det er noget helt unikt, at vi har disse sten. Hidtil har de sten, man har rejst været sten og tavler for de faldne – vore kirker, kirkegårde og torve er fulde af dem. Nu ved genforeningen forenedes man i en fælles sag, for at udtrykke glæde og taknemmelighed. Det er en nyskabelse. Og det hedder Genforeningssten.
Jeg har hidtil talt om grænsedragning – det var det, der skete formelt. Men det dækker ikke over den jubel, der lød blandt de dansksindede syd for kongeågrænsen, der nu blev indlemmet i kongeriget.
Siden 1864 havde de lidt og stridt under det tyske kejserrige. Slesvig-Holsten, der i historiens løb har været en smeltedigel af forskellige kulturer og sprog blive i denne tid i stigende grad for-tysket. Til glæde for nogen, men til tab af en frugtbar
blandingskultur og til undertrykkelse af dansk kultur og sprog. Der er og var forskel på dansk og tysk, og i de år blev forskellene forstærkede og markerede. Det var ikke morsomt at leve i det spændingsfelt. På den ene side gav det sammenhold, men det gav også splittelse.
Og nu kommer vi så dertil, hvor jeg ikke står her som sognepræsten på stedet her, men som sønderjyde. For er man født som sønderjyde, bliver man ved med at være sønderjyde selvom man lever og virker i en anden landsdel. Som sønderjyde har man en historisk bevidsthed af en helt anden karakter end den man har i det øvrige land.
Det går ikke sporløst forbi en, at ens farfar og andre slægtninge har deltaget i 1. verdenskrig. Det går ikke sporløst forbi en, at ens bedstemor med sine børn – ens onkler og tanter – er opvokset i skræk og rædsel, for hvad der skete med dem der var i krig, og som hat levet med et overmenneskeligt slid og daglig kamp for at få mad på bordet. Det sætter sine spor, også i det liv, der kom bagefter. Min bedstefar og hans svogre kom hjem igen – mærkede i forskellig grad. Det glædelige er, at ud over de 3 børn mine bedsteforældre havde og undfangede inden krigen, så fik de 10 børn mere – min far var den yngste.
Jeg er lige kommet hjem fra Sønderjylland, hvor vi har fejret min fasters 90 års fødselsdag. Det var i den lille by Rens 2-3 km fra grænsen ved Pebbersmark. Grænsen er lige blevet åbnet igen – så nu kan de i Rens igen handle hos den lokale købmand – som altså ligger på den tyske side.
Og så er det jo et område, hvor man har været blandede tysk, dansk, sønderjysk. For 100 år siden skulle man vælge, og der var ingen mellempositioner på stemmesedlen. Familien stemte dansk. Rens blev dansk.
Det var det man havde kæmpet for, da man gik med i krigen. Selvom det kan se absurd ud. Man kæmpede på tysk side – for der var intet valg. Derved gjorde man sin borgerpligt – og bevarede håbet om at man kunne vinde og få opfyldt sin borgerret: nemlig at få den folkeafstemning om grænsedragningen mellem Tyskland og Danmark som man var blevet stillet i udsigt. En folkeafstemning som Bismarck, af alle, allerede i forsommeren 1864 foreslog, men som Christian 9. ikke ville gå med til – således fortsatte krigen og grænsen blev lagt ved Kongeåen. I 1866, hvor Slesvig-Holsten ved Pragfreden efter den Østrig-Preussiske krig, bliver overdraget til Preussen, lyder det at: Slesvig-Holsten overdrages til Preussen men
”således at befolkningerne i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark.”
Det blev ikke realiseret, men det fik den langtidsvirkning, at de danske sønderjyder lagde sig fast på at løse grænsespørgsmålet via en folkeafstemning. Det løfte, det håb holdt man fast ved.
Familien i Rens blev dansk. Danske sønderjyder forenet med gamle Danmark.
Og nu skulle Sønderjylland for alvor indlemmes i alt dansk. Det nye Danmark, det land vi kender, eller har et ideal om, med et sprog og en enhedskultur, skulle nu til at bygges op.
Fra dansk side har man siden 1864 lidt under tabet af 1/3 af riget. Man havde mistet og lidt under savnet af de familier man nu ikke længere delte liv, skæbne og fædreland med. Man har gjort, hvad man kunne, for at holde forbindelsen ved lige, og holde kulturen og håbet højt. Pastor Bagger skriver i 1930: ”Vi havde i Asnæs Sogn under krigen holdt os i så nær og levende forbindelse med vore sønderjyske landsmænd, som det under de forhold var muligt. Således i krigens sidste år med den lille krigsfangekoloni i Jurjeff i Rusland, hvor vi bl.a. havde haft den
glæde med tilslutning af de andre sogne i Odsherred at kunne hjælpe sønderjyderne til en hårdt tiltrængt kirke- og forsamlings-sal. Da så fangerne efter krigen var for hjemgående, og en overgang var bleven spredt omkring i kongeriget, havde vi haft flere af dem - alle brave unge sønderjyder boende for kortere eller længere tid i vort sogn og hjulpet nogle af dem efter ønske på højskole. Og sidst, men ikke mindst, havde vi i 1919 haft den glæde i vort sogn at tage imod 36 sønderjyske børn, hvoraf de fleste siden kom igen år efter år. På baggrund af disse rige personlige oplevelser i den sønderjyske sags skæbnetime må man kunne forstå, hvor dybt glæden over genforeningen måtte gå i vort sind, og at, det måtte være os en hjertelig trang at kunne give den et så rigt og festligt udtryk som muligt.”
Begejstringen og glæden har været jublende. Man har set og forstået begivenheden som ”En røvet datter dybt begrædt, er kommet frelst tilbage” med ordene fra Pontoppidans digt fra ”Det lyder som et eventyr”. Som i lignelsen om den fortabte søn, blev den nedbrudte og udsultede hilst velkommen med åbne arme. En ny klædning, Dannebrog i rødt og hvidt blev den genkomne iklædt, og der blev dækket op til festmiddag. Og der blev brugt mange kræfter på, at iklæde Sønderjylland rødt og
hvidt: kulturelle foreninger, kirker og højskolerne og her vil jeg fremhæve Vallekilde, var drivende for den folkeånd, der bevirkede at man engagerede sig i den sønderjyske sag og lagde arbejde og penge bag det.
Her kommer så den anden del af min familiehistorie med, idet min morfar var elev på Vallekilde Højskole 1913-14 og lærer i 1917-19. Her fandt han sit livsmål: at oprette højskole for håndværkere – ikke kun bønder – i Sønderjylland. Derfor var han med til at oprette Danebod Højskole på Als i 1921. Senere blev han efterskoleforstander i Rens – hvor den vigtigste opgave var at give de unge danske sydslesvigere bosat syd for grænsen et dansk pusterum og dansk kultur.
Således har slægten kæmpet for danskheden hvor på deres måde.
To monumenter kan få vandet frem i mine øjne – indrømmet sentimentalt – men virkeligt: Det er Dybbøl Mølle, som jeg har set hver eneste dag i min barn-og ungdom i Sønderborg, og så Genforeningsstenen her på Esterhøj. Jeg går simpelthen i knæ af taknemmelighed over at man dengang for 100 år siden gjorde noget aktivt for sønderjyderne – hjalp dem, støttede dem og da
de endelig kom hjem igen – ikke så mange som man håbede på – så blev man ikke ved skåltalerne, men greb til denne storslåede folkesag, at rejse denne genforeningssten, hvis lige ikke findes.
”Beboere i Asnæs Sogn satte denne sten” – ja, det gjorde de i den grad, at enhver, der var med dengang, huskede det som dybt bevægende og storladent – som en historisk begivenhed med rødder i oldtiden, som man har berettet om til ens efterkommere – som er samlede her og holder traditionen i hævd, som en af de få steder udenfor Sønderjylland.
Så her i sognet har jeg hjemme! I Sønderjylland har jeg rod, i Asnæs Sogn har jeg hjemme!
Døren stængtes – Magten kued
Hiærter længtes – haabet lued
Gud det ledte – Tro var fast
Underet skete – Lænken brast
Pastor Bagger afslørede det vers og tegningen som var blevet indhugget i løbet af de 14 dage, der gik imellem rejsningen og indvielsen. Verset var forfattet af Pastor N. A. Jensen fra
Møgeltønder og motivet af løven, der sprænger sin lænke, er tegnet af Troels Trier fra Vallekilde. Efter afsløringen sluttede pastor Bagger sin tale med: Skal vi så alle bede: ” Gud bevare Danmark”.
Jeg er ikke pastor Bagger og heller ikke dronning Margrethe, men jeg opfordrer dog til at vi sammen beder de samme ord: ”Gud bevare Danmark!”
Hermed en tak til Asnæs og omegns borgere og ikke mindst Høve Bylaug for 100 års indsats og markering for Genforeningen!
----
Kilde: Om pastor Bagger: Fra bogen ”Genforeningsmindesmærkernes historie” ved Johannes Vejlager

Fotograf Søren Bays fotos af begivenheden for 100 år siden kan ses på dette link: klik her!

Om indvielsesfesten for 100 år siden har den daværende sognepræst ved Asnæs Kirke Waldemar Bagger, givet denne beskrivelse:

Et Gjenforeningsminde

Ved sognepræst Bagger - Asnæs 1930

Vi havde i Asnæs Sogn under krigen holdt os i så nær og levende forbindelse med vore sønderjyske landsmænd, som det under de forhold var muligt.

Således i krigens sidste år med den lille krigsfangekoloni i Jurjeff i Rusland, hvor vi bl.a. havde haft den glæde med tilslutning af de andre sogne i Odsherred at kunne hjælpe sønderjyderne til en hårdt tiltrængt kirke- og forsamlings-sal.

Da så fangerne efter krigen var for hjemgående, og en overgang var bleven spredt omkring i kongeriget, havde vi haft flere af dem - alle brave unge sønderjyder boende for kortere eller længere tid i vort sogn og hjulpet nogle af dem efter ønske på højskole. Og sidst, men ikke mindst, havde vi i 1919 haft den glæde i vort sogn at tage imod 36 sønderjyske børn, hvoraf de fleste siden kom igen år efter år.

På baggrund af disse rige personlige oplevelser i den sønderjyske sags skæbnetime må man kunne forstå, hvor dybt glæden over genforeningen måtte gå i vort sind, og at, det måtte være os en hjertelig trang at kunne give den et så rigt og festligt udtryk som muligt. Et selvbestaltet udvalg på 20-30 mænd og kvinder fra hele sognet havde da også haft travlt med at forberede en genforeningsfest og allerede udført et stort forarbejde. Men så kom efterretningen om det for de fleste uventede triste resultat af afstemningen i 2den Zone, og dermed var det givet, at festens karakter måtte væsentlig forandres. Det var blot spørgsmålet: Hvorledes?

Da udvalget en aften hen på forsommeren var samlet i Asnæs skole for at træffe en afgørelse, skete så det, der for dem, der var med, vil være uforglemmeligt. Det blev foreslået og straks vedtaget, at vi vilde rejse en genforeningssten i sognet.

Men det glædeligt overraskende var, at, da det derefter blev foreslået at rejse stenen på sognets højeste punkt, Estherhøjs 85 m høje top, og fru Katrine Wiggers Nielsen, Høve brugsforening, derefter foreslog, at så skulde det være "Troldestenen" på Høve strand (senere af sagkundskaben anslået til en vægt af ca. 45,000 Pund), der skulde flyttes derop og gøres til genforeningssten, mødte det straks begejstret bifald.

Man talte naturligvis også om vanskelighederne og bekostningen; men det kom helt i anden række.

Hovedsagen var, at det skulde være denne sten på denne plads, og så godt havde den tanke fænget, at flere af deltagerne, skønt det var blevet sent, straks cyklede til Høve strand, tog stenen i øjesyn og lovede hinanden, at kunde den flyttes, så skulde den flyttes, selv om det, hvad vi naturligvis var klar over, vilde blive endogså meget dyrt.

Men vel at mærke, vi vilde ikke have stenen ført op på lastbil, hvad Falck, da vi senere forhandlede med ham, holdt stærkt på.

Nej, ved hånd- og hestekraft skulde det ske, som skik har været i Danmark fra Arild tid. Og så skulde alt arbejdet ydes frivilligt og gratis, ligesom de nødvendige pengemidler skulde tilvejebringes ved en husindsamling, at det med fuld føje kunde siges: "Beboere i Asnæs Sogn satte denne Sten."

Det er ikke rigtigt, når det gentagne gange er bleven skrevet, at stenen er den "Troldesten", hvorom sagnet fortæller, at en trold slyngede den fra Sjællands Odde mod Fårevejle Kirke. Den sten hører Fårevejle sogn til.

Men om vor "Troldesten" hedder det, at, da Asnæs kirkes klokker lod deres malmrøst lyde, flygtede troldene i Esterhøj i huj cg hast bort, idet de i forbifarten forvarede nøglen til højen under den sten på stranden, som nu altså har fået sin plads på højen. Det er således ikke en sten, som blot har værdi efter, hvor mange skærver den indeholder. Men slægt efter slægt har fra barnsben hørt sagnet om stenen. Det har været indvævet i sognets og sognefolkenes liv.

Og men kan derfor forstå, at når Asnæs sogns beboere vilde sætte genforeningen en ikke blot smuk og anselig, men for dem selv dyrebar mindesten, måtte det blive "Troldestenen", valget faldt på.

Og pladsen at sætte den på, kunde heller ikke være valgt bedre. Jeg havde nær sagt, at Esterhøj var den eneste fuldt værdige plads til anbringelse af sognets genforeningssten.

Står man deroppe en sommerdag i klart vejr, har man Odsherred, det vidunderligste stykke danmark udbredt som et rundskuemaleri for sine øjne.

Mod nord Sjællands Odde med et Glimt af Kattegat på den ene side og på den anden side Sejerøbugten, kranset af lyng og skov og høje bakker. Med Højby, Vig, Asminderup og Egebjerg Kirker som faste holdepunkter i landskabet, og strøet omkring gård ved gård og hus ved hus, hvidkalkede og stråtækte, en fryd for øjet.

Og mod syd frugtbart agerland og saftiggrønne enge, Boel ved Boel med Asnæs, Fårevejle, Svinninge og Kundby Kirker i den nærmere og fjernere horisont. Og ikke at forglemme et glimt af den før så vidtstrakte Lammefjord, der har måttet afgive sin bund til jord for egnens børn, at hvad udad tabtes, kunde indad vindes.

Men på Esterhøj står nu altså genforeningsstenen, synlig vidt omkring i Odsherred, og vidner, at, hvad udad tabtes, blev dog vundet tilbage, - da Gud i sin nåde lod underet ske.

Med selve flytningen af stenen gik det således til: 14 Dage efter det nævnte møde i Asnæs skole var alt organiseret, så arbejdet kunde begynde, ledet af 2 kyndige mænd fra redningskorpsets ingeniørafdeling, hvem der var tegnet en garantisum på 4000 kr.

For at, få sognets unge med, havde man ordnet det sådan, at arbejdet så vidt muligt skulde henlægges til om aftenen efter Kl. 7, og de mødte så talrigt, et der altid var mandskab nok, en gang over 100, endda i isende regnvejr.

I alt blev der ydet 3683 frivillige arbejdstimer. Og af hestekraft 288 frivillige arbejdstimer.

Alt sammen gratis.

Arbejdet begyndte den 16de juni, idet 10 mand den aften gravede stenen fri og planerede det første stykke af strandbredden.

Derefter blev stenen anbragt på en slæde, ført, frem over svære ruller på et dobbelt plankeunderlag og trukket af et skibsspil med dertil hørende talje værk.

Et godt stykke arbejde blev udført af Frederiksberg sanatoriums 130 drenge, i det de med deres skovle flyttede mængder af sten til udjævning af forstrandens stærke hældning.

Da stenen var ført et par hundrede meter frem, måtte de svære ruller fornyes og blev siden atter og atter fornyede.

Nået frem til den faste hovedvej gennem skoven, blev stenen anbragt på en blokvogn (60 Kr. i Leje om dagen) og rullede nu raskt videre. Da man forsøgte at fjerne planke underlaget, gik de 0,4 m brede hjul igennem vejbanen, og det kostede en halv times anstrængende arbejde at få vognen bragt op på plankerne igen.

Endelig nåede den ud på landevejen, trukket det sidste stykke vej af 8 mand, de 130, og 2 spand heste. Nu fjernede man igen plankeunderlaget, og denne gang holdt vejbanen.

Tirsdag den 22nde juni må være uforglemmelig for dem, som den aften overværede "Troldestenens" transport op gennem Høve Stræde.

11 spand prægtige heste blev spændt for vognen, og 3-400 par hænder greb fat i de mægtig lange tove, som var fastgjort til den. Og nu var det store spørgsmål, som holdt os alle i spænding:

"Vilde det lykkes at få stenen op?" Jeg stod nede ved vognen, da signalet blev givet, og så, at det var menneskehænderne, der satte den i bevægelse.

Naturligvis, for hestene havde ikke kunnet ikke gøre det. De kom først efterhånden, par efter par, i træk, og hvor stigningen var størst, blev det så dem, der gjorde udslaget.

Men vore hænder havde ikke kunnet undværes. Det var meget forskellige hænder, men alle villige. Der var sammenhold, og sammenhold gør stærk.

Der er altid en vej frem, hvor mange vil det samme og besjæles af begejstring derfor. Det kan ikke mindst sønderjydernes historie lære os.

I løbet, af et kvarter var vognen næsten oppe.

Men i sidste øjeblik tvang de mange biler og cykler, der havde samlet sig ved Thinghuset, heste og vogn for nær ind mod skrænten på vejens modsatte side, og hjulene gik igennem til navet. Det så kritisk ud.

Men efter tre kvarters forsinkelse rullede vognen videre, takket være Falck, og nåede sit bestemmelsessted, marken ved Esterhøjs fod.

Her blev stenen den næste dag igen anbragt på slæde med ruller på et dobbelt plankeunderlag, og i de følgende dage gik det så langsomt op over græsmarken, nord og vest om højen.

Endelig den 26nde juni kl. 9½ aften var stenen bragt på plads på sit støbte fundament på Esterhøjs top, og da sang de mange mennesker der havde forsamlet sig: "Der er et yndigt land", idet de blottede deres hoveder.

Stenen havde da tilbagelagt ca. 2500 m, hvoraf 1400 med en stigning på 85 m.

Flytningen havde taget 11 dage, og den alene kostede 3844 kr. foruden alt frivilligt arbejde, som var ydet.

Der står på stenen følgende indskrift:

Døren stængtes - Magten kued.

Hiærter længtes - Haabet lued,

Gud det ledte - Tro var fast.

Underet skete - Lænken brast.

Den skyldes pastor N. A. Jensen, Møgeltønder. Tegningen med løven, der har sprængt sin lænke, skyldes kunstmaler Troels Trier, Vallekilde. Stenhuggerarbejdet er udført af firmaet Knudsen og Søn, Holbæk.

Når jeg henvendte mig til pastor Jensen om en indskrift til vor sten, skyldtes det den nære forbindelse vi havde haft med ham i den sønderjyske sag. Men jeg bad ham lade indskriften tydelig sige, som den gør, at "Gud det ledte, Underet skete" til vort folks store lykke. Hans var æren.

I overensstemmelse dermed vil jeg slutte dette mindeblad om Esterhøjstenen med ønske og den bøn: Gud holde sin hånd over Danmark, vort land og vort folk. Hans er riget, magten og æren i evighed. Amen

Wald. W . Bagger.